torsdag den 31. marts 2011

Under angreb...

Eller attack som det hedder i scleroseverdenen.

Sådan ser det ud når medicinen er koblet til...



Heldigvis kan jeg hækle, imens jeg ligger og venter på at medicinen løber igennem, så er tiden da ikke helt spildt.
Men det er den nu heller ikke uden hækling, for der er hurtig fremgang.
I går kunne jeg ikke styre venstre ben og kunne kun med besvær slæbe mig afsted med min rollator. Her til aften kan jeg humpe lidt rundt helt uden hjælpemidler. Så selvom det er belastende igen at skulle bruge flere dage på hospitalet, må jeg alligevel sige hurra for lægernes viden og hurra for "min" medicin.

 

Og så må jeg lige komme med et hurra mere. I love my smartphone, med den kan jeg ligge på hospitalet og høre lydbøger og følge med i blogverdenen, det er da genialt :o) Lige nu er jeg dog hjemme ved den bærbare. Er på orlov og skal tilbage til sidste omgang medicin i morgen tidlig. Ser frem til at blive "koblet fra" igen.




mandag den 28. marts 2011

Give Away starter med F

Ja, man skulle ikke tro jeg var uddannet dansklærer med den overskrift, men der er altså en mening med staveforvirringen :o)

F som i Forår, Farverig og Frit valg Give away.

Ved 65 faste læsere trækker jeg lod om 3 præmier, men det kan ikke udelukkes, at jeg finder på et par præmier mere. Det må tiden vise. I første omgang er det spændende at se, om jeg overhovedet kan komme op på de 65 læsere. Jeg krydser fingre og håber, at I har lyst til at lege med.





Vinderen kan frit vælge et par øreringe og et sæt spænder.
Nr. 2 og 3 kan frit vælge enten et par øreringe eller et sæt spænder (der er kun et sæt af hver farve, så vinderen vælger først og så fremdelses).

1 lod for at være fast læser og deltage i legen.
2 lodder for at være fast læser, deltage i legen og linke til min Give Away.




søndag den 27. marts 2011

Krea-update (advarsel: laaangt indlæg)

Uglebukserne kandiderer til en tur i skammekrogen. De har virkelig drillet mig, og gør det for den sags skyld stadig. Det her stof var det, jeg havde glædet mig mest til at sy noget af, og så går det hen og er så genstridigt. Det er strengt og ret belastende, synes jeg. Nu er det jo ikke det første par bukser jeg syr, så hvorfor de skal drille så meget, ja det går ud over min forstand.

- ombukket til ligningen blev aaaalt for stort, men det opdagede jeg først da jeg havde syet, så det hele måtte pilles op.
- løbegangen i ligningen blev syet "en smule" skæv, så elastikken ikke kunne gå igennem. Gad ikke pille op igen, så fandt en smallere elastik.
- elastikken kom på plads og blev syet fast to steder, så den ikke kunne rulle. Opdagede bagefter at jeg havde målt forkert, så bukserne nu var for store i livet.
- tænkte, "det er godt, at de er lavet rigeligt lange, for så kan de vente med at blive taget i brug, til hun bliver lidt større og passer dem i livet", men får så set på mine syninger, som simpelthen er så skæve, at det nærmest er børneplageri, at give hende bukserne på.

Arrrrgh... Jeg kan ikke beskæftige mig mere med de bukser lige nu. De bliver lagt væk, og så må tiden vise, hvornår de kan komme frem igen.


Min niece, som også er tiltænkt de upopulære uglebukser, har haft sine nye bukser for tæt på en rulletrappe. Resultatet ser sådan ud. Det var heldigvis kun bukserne der kom til skade. 


Tanken er at erstatte nederste del af buksebenet med et nyt stykke stof, så nu skal der bare træffes beslutning om, hvilket stof det skal være.


Jeg har længe haft lyst til at hækle en skøn abe, som jeg har set hos Mie. Faktisk var jeg stødt på opskriften, inden jeg begyndte at blogge, og inden jeg overhovedet kunne hækle. Jeg synes den er så sød og har gemt linket, fordi jeg helt klart skal have lavet sådan en (billedet herunder er lånt fra Mies blog pralerier ).


Jeg er så småt gået i gang med aben, men skal vidst øve mig lidt på farveskift, for min teknik giver et mærkeligt resultat. Hmmm... Hvad mon det er jeg gør forkert? 


Når alt andet går galt, kan man altid hækle videre på projekt tæppe, som er dejligt ukompliceret. Opskriften sidder på rygraden, to farver garn, hæklenål, og så er det ellers bare derud af. Det er blevet til en del firkanter den sidste uges tid, og jeg tror der er flere under opsejling. 


Og så er det blevet til en enkelt nålepude mere til samlingen. Denne gang i strømpegarn.







tirsdag den 22. marts 2011

Jeg kan ikke finde jer...

I er blevet væk... eller har i hvert fald ikke lagt et tydeligt spor, som jeg kan følge...

Der er desværre flere af jer, som jeg ikke kan finde vej til.
Når jeg klikker på jeres billede, kommer der ikke noget link til jeres blog :o(

Lånt fra Google

Jeg kan ikke komme med et teknisk godt råd,  for jeg aner ikke hvordan man ændrer det.
Men måske en af jer ved hvordan?






torsdag den 17. marts 2011

Det store smil...

Ligger desværre lidt langt væk for tiden...

Jeg er bekymret for fremtiden og frustreret over min situation som den er lige nu. Jeg har smerter, har svært ved at overskue ting og har så irriterende let til tårer hele tiden. Øv noget l...!
I dag fik jeg dog handlet på det og tog kontakt til en psykolog i Scleroseforeningen. Jeg skal derind på mandag, og håber det vil hjælpe, at få vendt situationen med en professionel.

Heldigvis kommer min postmand ofte med opmuntrende pakker, og i dag var ingen undtagelse.

Hos Mette har jeg købt to skønne nøgleringe, som allerede er taget i brug.
Den lilla er simpelthen bare for lækker - for det første fordi den er lilla, og for det andet fordi det er en rigtig solid nøglesnor, som passer perfekt til arbejde. Den gule elsker jeg, fordi den har en skøn farve, som jeg kan se når jeg roder rundt efter mine nøgler, der på forunderlig vis altid ligger i bunden af tasken.
Tak for den hurtige ekspedition Mette, jeg er meget glad for dem begge to.



Den anden pakke var tapetprøver herfra, som jeg glæder mig til at bruge i en lille sættekasse, som netop er blevet malet meget lilla. Prøverne her er i en lækker tyk kvalitet, hvorimod jeg for et par uger siden modtog nogle tapetprøver fra Flügger, som jeg absolut ikke var imponeret over.
Dejligt at man også kan blive positivt overrasket i forbindelse med noget, som man stort set har fået forærende (har kun betalt porto).



Nu er det snart weekend, så måske jeg alligevel skulle finde det store smil frem.
Det er anstrengende at gå og være trist, så når nu jeg ikke har så meget energi, ville det jo egentlig være smartere at smile og være glad.



God weekend til jer alle når I kommer så langt!


Kh. Irene 




søndag den 13. marts 2011

Influenza, sten og nålepuder...

Det er i store træk de sidste dages begivenheder her i huset.

Jeg har modtaget min lækre gevinst fra Jane, og jeg er super glad for de fine sten. Fik dog en anelse dårlig samvittighed over at have valgt stenene, da jeg mærkede hvor tung pakken var, for det har selvfølgelig kostet en mindre formue i porto at sende. Men fine det er de, se selv...


Der var også et af Janes flotte nye postkort med, men det fik jeg desværre ikke taget et billede af.
Hvis du vil se kortene og flere af hendes lækre ting, kan du finde vej til herlighederne her.

Jeg har ligget underdrejet af influenza de sidste par dage. Øv...
Har sovet rigtig meget og har ved hjælp af Panodil kunne holde mig oppe et par timer ad gangen. Der har ikke været overskud til de store armbevægelser, men lidt hækleri er det da blevet til.
Jeg har flere gange set nogle små søde nålepuder, men det var før jeg lærte at hækle, så jeg måtte nøjes med at kigge billeder. I går så jeg dem så igen her hos Marolle, og fandt en beskrivelse af fremgangsmåden her.
Med lidt hjemmegjorte justeringer og plads til forbedringer er det foreløbig blevet til tre styks.


Første forsøg

Andet forsøg, som blev lidt bedre

Tredje og sidste nålepude, som rent formmæssigt blev den bedste

Hvad jeg skal bruge alle de nålepuder til, har jeg ingen anelse om. Men det har været hyggeligt at lave dem, og jeg synes de er rigtig fine, så jeg skal da ikke udelukke, at der kommer flere til.

Rigtig god søndag til jer alle sammen!












onsdag den 9. marts 2011

Back in business...

Eller i hvert fald sådan lidt back in business...
Jeg er så småt tilbage på arbejde, langt fra på fuld tid, men er ikke desto mindre tilbage i "min" klasse hos "mine" elever. De næste tre måneder er jeg i arbejdsprøvning for at afklare mulighederne for fleksjob. Som en start har jeg en fjerdedel af mine normale timer, og det er lige nu rigeligt. Jeg er temmelig flad, og sygdommen rører på sig, fordi kroppen er træt, men hold da op hvor er det samtidig skønt at være tilbage på skolen.

Selvom jeg ikke arbejder så mange timer, kan jeg godt mærke, at jeg ikke "bare" går hjemme længere.
Jeg når slet ikke alle de kreative ting som før, men det finder jeg forhåbentlig tid og energi til igen snart.

Mens jeg har haft travlt med at starte på arbejde, har jeg været så heldig at vinde ikke mindre end to skønne præmier. Ja, jeg har godt nok været heldig siden jeg i januar for første gang vandt hos Line.

Da jeg ikke har været hjemme siden mandag morgen, lå der her til aften en lille pakke i min postkasse. Den var fra Ingerlise, hvor jeg har været så heldig at vinde to smukke snefnug, som lå i den fineste æske. De er meget smukkere i virkeligheden end billedet kan gengive, og jeg er meget glad for dem.



Og så har jeg lige opdaget at jeg har vundet hos Jane i hendes "Frit Valg Give away".
Juhuuuuu, siger jeg bare. Er vild med Janes ting, men selvom alle tre valgmuligheder er ret så lækre, var det slet ikke svært at vælge. Det var kærlighed ved første blik da jeg så de hæklede sten, så jeg er super glad lige nu.

Tak til jer begge for de dejlige gaver. 
Hvor er blogland bare et fantastisk sted beboet af fantastiske mennesker! 







lørdag den 5. marts 2011

Det er altså mærkeligt...

at det jeg hækler aldrig ligner billedet i bogen, selvom jeg synes jeg har fulgt opskriften.
Hmmmm...

Har denne gang forsøgt mig med Frede fisk, som i min version bare har en helt anden hale end på billedet. Men han er da blevet meget sød alligevel.

Og her burde den totalt tjekkede og IT-orienterede skolelærer jo så lige have sat et sammenligningsbillede fra bogen ind, men det kan hun altså ikke finde ud af.




Villy hvalros er nu dømt til en tur i skraldespanden. 
Han har drillet mig rigtig meget, og jeg kan ikke helt greje, hvor det går galt i opskriften. 
Men nu har jeg kastet håndklædet i ringen, og må forsøge mig igen på et andet tidspunkt.  
Her kommer der lige et par billeder af stakkels deforme Villy.



Skal på Louisiana med en kollega i dag. Hun har været så sød at invitere, og jeg bliver endda hentet og kørt hjem igen, så jeg føler mig ret priviligeret. Glæder mig især til at se Picassos Fred & Frihed udstilling, men det bliver generelt bare interessant at snuse rundt. 
Dejlig lørdagshygge, og så er vejret jo bare helt fantastisk, så vil skynde mig ud og nyde solen, når nu den er der. 

Billedet er lånt her











torsdag den 3. marts 2011

Min nye last...

er helt klart kreabøger...

Disse kom med posten i går, og de er virkelig lækre alle tre. Især den med blomsterne, som jeg så i et indlæg hos Jane, kan anbefales til alle der elsker at hækle og strikke. De to andre er også skønne bøger, men blomsterbogen er allerede en favorit.




Og til sidst lige et billede af den buket forår der pynter på vores spisebord lige nu. 
De associationer jeg får, når jeg kigger på blomsterne i vasen, stemmer bare endnu ikke helt overens med det billede der dukker frem, når jeg kigger ud i haven. 
Men mon ikke foråret snart er der? 
Nu er kalenderen da i hvert fald nået så langt.  





LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...