Lovely London

Hjemme igen efter en fantastisk tur til London er jeg så småt ved at vænne mig til at skulle på arbejde igen Heldigvis starter jeg stille og roligt op med nogle dages forberedelse hjemme og en enkel kursusdag på skolen.
Lige nu prøver jeg at vende mig til tanken om, at jeg for første gang i mit lærerliv ikke skal have decideret klasseundervisning. Jeg skal i det kommende skoleår være pædagogisk IT-vejleder, og skal derfor ikke være knyttet til en klasse. Jeg elsker at være lærer og elsker at undervise, men synes samtidig at IT-rollen er utrolig spændende, så tanker og følelser konflikter lidt for tiden, og jeg håber at få det lagt i de rette kasser, når jeg tager fat på forberedelsen i næste uge.

London var alt det jeg havde forventet og en hel masse mere - en skøn by som jeg glæder mig til at vende tilbage til. Vores hotel lå lige ud til Trafalgar Square, så vi boede lige midt i det hele, og min søde kæreste fik en masse kilometer i benene og god træning af overarmene ved at skubbe mig rundt i Londons gader. Jeg var inden turen meget spændt på, hvorvidt det var muligt at holde storbyferie med en kørestol, men med min tålmodige og seje "skubber" gik det rigtig godt :)
Og til sidst en omgang London billed-spam.

Hjemmegjort...

Jeg elsker hjemmegjort, både mit eget og andres. Der er et eller andet helt specielt over noget, som der er lagt tid og kærlighed i. 

Jeg havde store planer for i går. Der skulle bages igennem... Jeg måtte dog nedjustere en del, fordi sygdommen rører på sig, og  energiniveauet derfor ikke er så stort. Rimelig belastende, men det hjælper ikke at blive vred og frustreret - det er afprøvet uden held. 

Lidt blev det dog til. Godt brød og lækker jordbærtærte. Mums... Opskriften på tærten fandt jeg her.

Og så blev jeg færdig med et stort sjal i sort med sølvtråd. 

Et nemt projekt som skrider forholdsvis hurtigt frem. Jeg lægger en DIY her på bloggen. 

Fornuftig naivitet...

For et par år siden viste min indre struds sig for første gang, og jeg skrev i den forbindelse dette indlæg om at være afhængig af rollator som 37-årig.

I starten af juni blev jeg 40, og min indre struds lever desværre stadig i bedste velgående.
Vognparken er udvidet med denne her, som jeg nu forsøger at forholde mig voksent og fornuftigt til - jeg er jo blevet voksen nu, hvor jeg har rundet de 40 ik?

Problemet er bare, at tankerne og følelserne ikke har ændret sig det mindste i takt med, at jeg er blevet ældre. Det er stadig virkelig svært at vænne sig til at være begrænset.

Jeg forsøger at forholde mig til sclerosen med, hvad man kan kalde "fornuftig naivitet".
Selvom jeg godt ved, at sclerose er en fremadskridende sygdom, og udemærket er klar over, at det sgu ikke ser for godt ud, så stopper jeg aldrig med at håbe...
Jeg kan heldigvis stadig bruge mine ben, og indtil videre er kørestolen bare en hjælp, når vi skal længere end jeg kan gå. Håbet om at det forbliver sådan, holder jeg fast i, selvom jeg med fornuften godt ved at det nok ikke er så realistisk.

Nu skal jeg lige vænne mig til tanken og have hovedet frem i lyset igen...

                              

 Billedet er lånt her.